Sommeren har strakt sig
september, oktober.
Mørket falder blidt omkring
lys i vore struber.
Vinteren har bredt sig
november, december.
Sneen falder tæt omkring
lys i gadens lamper.
Himmelen har skjult sig
januar, februar.
Blikket falder blødt omkring
lys i Jesu ar.
søndag den 27. november 2011
tirsdag den 22. november 2011
Hør nu blot profetens stemme
Hør nu blot profetens stemme,
som Guds tale kan fornemme,
hvor du selv er stum;
kun Esajas skal forkynde
dig med al sin magt og ynde
evangelium.
For det bud, som du har krænket,
har så rigelig jeg skænket
malurt i din kop,
at jeg nu vil åbenbare
i mit eget ord det klare
nåde, dobbelt op.
Herrens veje stille finder
ned fra høje bjerges tinder
til den dybe dal
som en flod, der fri sig bugter
fanget i de dybe slugter
ud til havets hval.
Alle bølger skal forsvinde
sammen med det mindste minde
om det gode liv;
men et skib skal klare pynten,
når vi bare slipper mønten
i det dybe hav.
Herren vil nu selv betræde
kajen til de andres glæde
i en fremmed havn;
men han kommer blidt tilbage
til os i de korte dage,
blidt i Jesu navn.
Efter Esajas 40,1-8.
som Guds tale kan fornemme,
hvor du selv er stum;
kun Esajas skal forkynde
dig med al sin magt og ynde
evangelium.
For det bud, som du har krænket,
har så rigelig jeg skænket
malurt i din kop,
at jeg nu vil åbenbare
i mit eget ord det klare
nåde, dobbelt op.
Herrens veje stille finder
ned fra høje bjerges tinder
til den dybe dal
som en flod, der fri sig bugter
fanget i de dybe slugter
ud til havets hval.
Alle bølger skal forsvinde
sammen med det mindste minde
om det gode liv;
men et skib skal klare pynten,
når vi bare slipper mønten
i det dybe hav.
Herren vil nu selv betræde
kajen til de andres glæde
i en fremmed havn;
men han kommer blidt tilbage
til os i de korte dage,
blidt i Jesu navn.
Efter Esajas 40,1-8.
En uomgængelig vækst
Ved dannelsen af en ny regering efter det seneste valg til folketinget skete der noget i høj grad overraskende og for den danske folkekirke betydningsfuldt i det forhold, at en hindu, der har ladet sig døbe som voksen, blev udnævnt til kirkeminister. Når man er kommet sig over overraskelsen er det oplagt at besinde sig på Grundtvigs forventning om et møde mellem hinduismen og evangeliet som den højest mulige udfoldelse af det kristne budskab. Profetien findes i den store digtkreds "Kristenheden Syvstjerne", som er en udfoldelse af, hvad Grundtvig kalder den kristne menighed levnedsløb. Grundtvig forestiller sig, at der har eksisteret syv historiske kristne kirker, siden Kristus efter sin opstandelse selv stiftede kirken. Disse menigheder har i historisk rækkefølge været den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den sidste som skulle være den indiske.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
************************
Jeg underviser en gang om ugen på et skriveværksted, og her det er altid en udfordring at finde på en god skriveøvelse. En dag valgte jeg den enkle øvelse, der blot hed: Skriv om et cafébesøg. Jeg skrev også selv en besvarelse, og jeg tog udgangspunkt i et såkaldt go-card, som jeg en dag havde taget på en café: Kortet gengav Moses med de ti bud, og her er min besvarelse: Pludselig kommer Moses ud fra det lille hus med de ti bud. Han har vinger i panden og ved om noget, der hverken smager eller lugter, er til at tage at føle på eller kan ses eller høres. Han ligner en fugl, der flakser igennem cafeen, mens han klatter af skræk! Men i hver fugleklat står der, hvis man tager den nøjere i øjesyn, et lille bud. Her er de ti bud: Indtag opbyggelig føde. Drop google. Se dig omkring. Husk kærlighed. Slap af. Don´t think. Rør dig. Overstrøm sanserne. Uddriv gamle spøgelser. Foren venner, liv, værk. Dette er ganske vist ikke de ti bud, som vi kender dem. De stod i stedet på det postkort, som også har inspireret mig til foranstillede lille fantasi.
Men at der er tale om ti andre bud, som kun til en vis grad falder sammen med de originale, giver anledning til at overveje, hvad et bud egentlig er for en størrelse? Det specielle ved et bud er, at det ikke spørger, hvad vi selv synes. Det siger bare, hvad vi skal. Det sjette bud spørger ikke, om du er for eller imod prostitution. Det siger bare, du må ikke! På den måde gør budet os fortrolig med en vilje, der er større end vor egen. Det er sekundært hvad budet siger, det primære er, at det lyder. Et bud kan være helt hen i vejret og påstå, at det er en synd at spise sennep eller svinekød. Det betyder mindre, for budets vigtigste funktion er at signalere, at Gud er enerådende. Men så er der med ét en stemme, der råber i ørkenen, at nu er det nok! Nu har Gud straffet os for den ene og anden overtrædelse alt for længe. Gør plads for den, der skal komme, lyder det. Nu er det ikke længere en kræsen profet, der sætter dagsordenen. Nu er det Esajas, der varsler Guds tilgivende nåde.
Det forholder sig sådan med disse menigheder ifølge Grundtvigs historiesyn, at der igennem de første fire menigheder skulle have været tale om et fald i menighedens fokus på evangeliet. Forkyndelsen blev svagere og svagere, fordi kristendommen i både den hebræiske, græske og latinske tid bredte sig i kulturer, der allerede havde haft deres blomstringstid og nu var befandt sig i deres alderdom. Først da der fra den latinske menigheds side fandt en mission sted på de britiske øer, mødte kristendommen en kultur, som stod i sin ungdom. Ganske vist havde den unge engelske kirke endnu mindre sans for selve evangeliet end de allerede hensygnende gamle kirker. Men den var stærk, og derfor blomstrede kirken igen, og i de efterfølgende historiske menigeder i Tyskland og Danmark genvandt menighederne igen et mere bevidst fokus på selve evangeliet.
En opfyldelse af Grundtvigs spådom om den indiske menighed kunne være Gandhi og ikke-voldsbevægelsen. Gandhi sagde: "Jeg er hindu, jeg er kristen, jeg er muslim", og det peger jo på en helt ny måde at tro på. Men det er at gøre vold på sproget. Det at være kristen er aldrig kun at være én ting men to ting: f. eks. jødekristen eller hedningekristen. Det at være kristen er en forvandling af det jødiske eller det hedenske. Det lader ikke det jødiske eller hedenske bestå i sin egenart. Så derfor kan man ikke som kristen sige, at man også både er hindu og muslim. Så nogen virkeliggørelse af profetien finder vi ikke her. Anderledes er det i det små i det forhold, at Manu Sareen er blevet kirkeminister. Her kunne det godt være helligånden, der har spillet verdenshistorien et lille puds. Manu Sareens første handling som kirkeminister har været at barsle med et af kirken længe båret forslag om vielser af homoseksuelle. Ingen indfødt kirkeminister ville have nosset sig sammen til en så fuldt forløst virkeliggørelse af forslaget som Manu Sareen som udefrakommende har kunnet.
Tillykke til de homoseksuelle og tillykke til kirken! Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en gave til kirken, fordi det skærper forståelsen af, at troen ikke er bundet hverken til traditionen eller til skriften men til ånden. Imod en sådan anerkendelse har man brugt skabelsensberetningens ordlyd: "i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem" idet man har forstået præciseringen af at være skabt i Guds billede og at være skabt som mand og kvinde som to måder at sige det samme på. Men der er tale om to forskellige ting nemlig gudbilledligheden og skabelsesordningen, og her gælder det, at kærligheden er bundet til gudbilledligheden og selve skabelsesordningen en sekundær omstændighed. Til illustration af forskellen mellem gudbilledlighed og skabelsesorden findes en sætning af William Blake: "Jeg ser ikke med mit øje men gennem det". Således elsker vi heller ikke som kristne med vores køn men gennem det.
Men når der er grund til at glæde sig over udsigten til en kirkelig anerkendelse af det homoseksuelle ægteskab, er det ikke alene på grund af denne anerkendelse i sig selv. Det er også fordi det homoseksuelle ægteskab er et billede på, hvad det vil sige at være kristen i dag. For at forstå det, må man forstå, at der i det homoseksuelle forhold findes nøjagtig den samme kærlighed som i det heteroseksuelle forhold. De har nemlig gudbilledligheden til fælles. Der er meget de ikke har til fælles, men de har essensen til fælles. Når dette er et billede på, hvad det vil sige at være kristen på genkomstens betingelse, er det fordi det fænomen, der vil repræsentere Kristi genkomst netop også i mange henseender vil være forskelligt fra den kristne overlevering. Hvis vi ikke kan se, at det homoseksuelle ægteskab er identisk med det heteroseksuelle ægteskab, hvordan skal vi så kunne genkende Kristus, når han kommer i en helt anden skikkelse, end vi har lært ham at kende i?
I mit eget tilfælde hænger det sådan sammen, at da jeg stiftede bekendtskab med inderen Krishnamurti var det som at træde ind i det nye testamente. Her mødte jeg evangeliet igen. Jeg husker nøjagtig det øjeblik, da jeg mødte evangeliet første gang i forbindelse med læsningen af Matthæusevangeliet, og jeg husker nøjagtig det øjeblik, jeg mødte det anden gang i forbindelse med en samtale om Krishnamurti. Jeg har mødt evangeliet to gange, og det mærkelige er, at Krishnamurti ikke vedkender sig den kristne tradition. Det er min egen overbevisning, at han alligevel er dybt afhængig heraf - men at denne afhængighed blot ikke interesserer ham! Han har ingen bevidsthed om den. Men derfor kan vi andre godt have det. Jeg kan kun anbefale at gå denne omvej i anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab. Ligesom evangeliet optræder uforkortet hos Krishnamurti, optræder kærligheden uforkortet i det homoseksuelle ægteskab.
Det vil måske vise sig, at være med kirkens uforbeholdne anerkendelse af homoseksuelle, som det var med romerkirkens mission på de britiske øer. Det kan gå sådan, at kirken tilføres afgørende ny energi fra en gruppe mennesker, som hidtil har været mere eller mindre udstødte. Det almindelige har brug for det anderledes, ligesom det anderledes har brug for det almindelige. Det anderledes genføder det almindelige, og det almindelige beskytter det anderledes. Det anderledes er et andet ord for det ukendte, som hos Krishnamurti er gennemgangsleddet til sand væren. Et andet ord for det anderledes eller det ukendte i denne betydning kunne være ordet åbenbaring. Anerkendelsen af det homoseksuelle ægteskab er en åbenbaring for kirken virkeliggjort ikke alene på grund af tidsånden men også et udtryk for en uomgængelig vækst i den kristne menigheds samliv med Herren selv.
************************
Jeg underviser en gang om ugen på et skriveværksted, og her det er altid en udfordring at finde på en god skriveøvelse. En dag valgte jeg den enkle øvelse, der blot hed: Skriv om et cafébesøg. Jeg skrev også selv en besvarelse, og jeg tog udgangspunkt i et såkaldt go-card, som jeg en dag havde taget på en café: Kortet gengav Moses med de ti bud, og her er min besvarelse: Pludselig kommer Moses ud fra det lille hus med de ti bud. Han har vinger i panden og ved om noget, der hverken smager eller lugter, er til at tage at føle på eller kan ses eller høres. Han ligner en fugl, der flakser igennem cafeen, mens han klatter af skræk! Men i hver fugleklat står der, hvis man tager den nøjere i øjesyn, et lille bud. Her er de ti bud: Indtag opbyggelig føde. Drop google. Se dig omkring. Husk kærlighed. Slap af. Don´t think. Rør dig. Overstrøm sanserne. Uddriv gamle spøgelser. Foren venner, liv, værk. Dette er ganske vist ikke de ti bud, som vi kender dem. De stod i stedet på det postkort, som også har inspireret mig til foranstillede lille fantasi.
Men at der er tale om ti andre bud, som kun til en vis grad falder sammen med de originale, giver anledning til at overveje, hvad et bud egentlig er for en størrelse? Det specielle ved et bud er, at det ikke spørger, hvad vi selv synes. Det siger bare, hvad vi skal. Det sjette bud spørger ikke, om du er for eller imod prostitution. Det siger bare, du må ikke! På den måde gør budet os fortrolig med en vilje, der er større end vor egen. Det er sekundært hvad budet siger, det primære er, at det lyder. Et bud kan være helt hen i vejret og påstå, at det er en synd at spise sennep eller svinekød. Det betyder mindre, for budets vigtigste funktion er at signalere, at Gud er enerådende. Men så er der med ét en stemme, der råber i ørkenen, at nu er det nok! Nu har Gud straffet os for den ene og anden overtrædelse alt for længe. Gør plads for den, der skal komme, lyder det. Nu er det ikke længere en kræsen profet, der sætter dagsordenen. Nu er det Esajas, der varsler Guds tilgivende nåde.
Stjernerne flyver over det hele
Stjernerne flyver over det hele,
ligesom støvet ikke vil stå
stille i luften i tusinde dele
sprængt af det tindrende glasklare blå.
ligesom støvet ikke vil stå
stille i luften i tusinde dele
sprængt af det tindrende glasklare blå.
lørdag den 19. november 2011
Langt inde i hjertet
Langt inde i hjertet
af køn og politik
har enhjørningen rørt
ved en skål af keramik.
Langt ude i skoven
med pis og papir
er skovsvinet spist
af sin egen tapir.
Langt højere bjerge
så hvide som sne
har englene lovet
os, at vi skal se.
Langt inde i mørket
i Worms kabinet
er narhvalen vokset
af Kristi skelet.
af køn og politik
har enhjørningen rørt
ved en skål af keramik.
Langt ude i skoven
med pis og papir
er skovsvinet spist
af sin egen tapir.
Langt højere bjerge
så hvide som sne
har englene lovet
os, at vi skal se.
Langt inde i mørket
i Worms kabinet
er narhvalen vokset
af Kristi skelet.
onsdag den 16. november 2011
Natten bliver brudt
Natten bliver brudt af en dråbe,
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.
Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.
Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.
Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.
der falder ned mod den lukkede jord.
Mørket bliver svækket men holder sig sort,
så vi ikke kan se, det forgår.
Jorden er vædet og våd af regn,
og frøet føler sig frit.
Det er umuligt at vente andet
end solens komme blidt.
Æblerne ligger i græsset
og sover under det nøgne træ.
Pludselig falder jeg over dem
og lander på mine knæ.
Katten bliver ramt af en kugle
og falder om på den blødende jord.
Mørket slår flænger og kommer til kort,
så vi ikke kan se, hvor det går.
tirsdag den 15. november 2011
Prædiken til 3. søndag i advent 2011
11-12-2011
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
Tekstrække: ANDEN RÆKKE
* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud. Tal til Jerusalems hjerte, råb til hende, at hendes hoveri er til ende, at hendes skyld er betalt; for af Herrens hånd har hun fået dobbelt straf for alle sine synder. Der er en, der råber: Ban Herrens vej i ørkenen, jævn en vej for vor Gud i det øde land. Hver dal skal hæves, hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal; Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den. Herren selv har talt. Der var en, der sagde: »Råb!« Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?« »Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid.« Es 40,1-8
Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne: For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde. Altid bærer vi den død, Jesus led, med i legemet, for at også Jesu liv kan komme til syne i vort legeme. 2 Kor 4,5-10
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80
December 9
Can we discover for ourselves what is the religious mind? The scientist in his laboratory
is really a scientist; he is not persuaded by his nationalism, by his fears, by his vanities,
ambitions, and local demands; there, he is merely investigating. But outside the
laboratory, he is like anybody else with his prejudices, with his ambitions, with his
nationality, with his vanities, with his jealousies, and all the rest of it. Such a mind cannot
approach the religious mind. The religious mind does not function from a center of
authority, whether it is accumulated knowledge as tradition, or it is experience—which is
really the continuation of tradition, the continuation of conditioning. The religious spirit
does not think in terms of time, the immediate results, the immediate reformation within
the pattern of society....We said the religious mind is not a ritualistic mind; it does not
belong to any church, to any group, to any pattern of thinking. The religious mind is the
mind that has entered into the unknown, and you can not come to the unknown except by
jumping; you cannot carefully calculate and enter the unknown. The religious mind is the
real revolutionary mind, and the revolutionary mind is not a reaction to what has been.
The religious mind is really explosive, creative—not in the accepted sense of the word
creative, as in a poem, decoration, or building, as in architecture, music, poetry, and all
the rest of it—it is in a state of creation.
onsdag den 9. november 2011
Jesus, milde frelser
Jesus, milde frelser,
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
du er i os nu,
fyld os med din godhed,
kom vor synd i hu.
Fyld med nådegaver
hvert et hjerterum,
og lad os bevare
evangelium.
Hvordan kan vi takke
dig for gaven god,
som du nådig skænker
af din overflod!
Se, hvor rosen folder
sig ud af vor skam
med en duft af nåde
i Jerusalem.
Efter "Jesu, gentlest Savior", Frederick W. Faber, 1854.
Melodi: http://www.cyberhymnal.org/htm/j/g/jgsavior.htm
søndag den 6. november 2011
Nu er der mørke igen i sind
Nu er der mørke igen i sind,
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
jeg så dog sommeren komme;
den var så sær, at jeg glemte helt
at elske den, før den var omme.
Nu lyser koglerne stille op
i træets øverste grene;
i midten sidder de mere spredt,
og nederst sidder en alene.
Nu tages træet i stuen ind,
så det kan fryde vort øje
med pynt og gaver og tændte lys,
der sænkede sig fra det høje.
Nu er der glæde igen i sind,
jeg ved dog vinteren kommer;
den kom i går, og nu er den her
med hænderne i sine lommer.
Nu står jeg stille i al den sne,
som himlen vil mig forunde;
nu når den mig op til mine knæ,
men se, Gud, jeg kan sagtens bunde.
fredag den 4. november 2011
Jehova er mit lys
Jehova er mit lys,
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
og saligheden nær,
mig skræmmer intet nys
og undersøisk skær.
Når Gud er min styrke, værner mit liv,
så løfter sig min sjæl fri af verdens kiv.
Hvem ondt i sinde har
og gør mig til et fjog,
skal selv stå frem som nar
og være nok så klog.
I krydsilden står jeg helt uden skam,
fordi der er jeg plantet engang af ham.
Min fordring dyb og ren
og nu min ene bøn
og ingen uden én:
At bo hos dig i løn.
Jehova at skue syn imod syn
og templet at udforske med sol og lyn.
Når bølgen om mig slår,
og rædsler står i kø,
så gumler som et får
i folden jeg på hø.
Min hyrde mig tager ind i sit telt
til stormen er forbi, og her er jeg talt.
Opløftet på hans arm,
hvor fjender ej kan nå,
omend i krigens larm
skal sangens trille slå.
Usynlig jeg synger skjult i et træ,
Jehovas navn skal klinge i ny og næ.
Jehova hør mit råb
og svar mig på min bøn,
jeg ser dig i min dåb
i lyset af din søn.
Du skjuler dig ikke for tjener din
men skænker mig dit kød ud i brød og vin.
Jeg selv forlod mit land
og hjem og hele slægt,
gik ned med mus og mand,
kom flot i dåbens pagt.
Jehova mig fører over sit hav
igennem dødens dal og ud af min grav.
Jehova fører mig
igennem fjendens lejr
ad vejen frem til dig
i storm og al slags vejr.
Om vidnerne lyver og øver vold,
det rører ikke mig i frelsers sold!
Jehova skuer jeg
i godhed og i pragt,
og livet er en leg,
som sangeren har sagt.
De levendes land sig breder på jord,
Jehovas navn det kroner i sangens ord.
Efter Salme 27.
Melodi : http://www.cyberhymnal.org/htm/j/i/jimlight.htm
torsdag den 3. november 2011
tirsdag den 1. november 2011
Kære tilfælde og skæbne
Kære tilfælde og skæbne,
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
som kan helvede afvæbne,
og derved har sprunget rammen,
hver gang I har fundet sammen,
ved at gøre, hvad I kan.
Hvad har I i verden fundet,
som har gerningen begrundet
at tilgive vore synder,
så igen hver dag begynder
med at give elgen navn?
Hvor den springer over hegnet
og har afstanden beregnet
herfra og til Paradiset,
selv om det endnu er diset
i den årle morgenstund!
Her, hvor dagen rolig skrider
frem med sine egne tider,
er der tid til at meddele
dele af det store hele,
som vi nu må deles om.
Det er kærlighedens under,
som i lediggangens stunder
vælder ud på vej og stræde
for at fylde os med glæde
ved at døbe os deri.
Lad mig dø igennem dåben,
lad mig strække mine våben
ned i kærlighedens milde
uudslukkelige kilde
som et moseoffer før.
Giv mig redskaber tilbage,
så jeg alle mine dage
kun skal grave og henrive,
kun skal skabe og gengive
jeres dybe sammenhæng.
Den skal for mit øje stråle,
den skal sig med døden måle,
så når øjet selv skal briste,
skal jeg ikke synet miste
men se, hvor I nu er skjult.
Ja, jeg ser, hvor vejen ender,
når jeg al min synd bekender
og går klædt i nådens frakke
og hvert åndedrag må takke
jer her i Jerusalem.
Abonner på:
Opslag (Atom)
