Det navn, som jeg hvisker

Det navn, som jeg hvisker, når fuglene mig
det lægger på tungen og kalder på dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn, som genlyder, når solen står op,
og lever i sind og i sjæl og i krop,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn, som jeg nævner, når natten er nær,
er navnet på ham, som mit hjerte har kær,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det sidste, jeg siger på jord,
det første jeg hvisker i himmelens kor,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det sidste, I hører fra mig,
det første, jeg lærer i Himlen af dig,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.

Det navn er det første, jeg synger i sky,
det første jeg siger, når Jorden er ny,
er Jesus, er Jesus, er Jesus, Jesus.


Vers 1-4 gendigtning af "Det namnet eg kviskar", Trygve A. Bjerkrheim, 1981.

Mørke og lys

Mørke og lys er emnet for en ny salme af Knud Kappelgaard. Teksten er nedenfor, og her er et link til Anne Marie Eriksens fortolkning af salmen til Jan Erik Hansens melodi:
http://www.youtube.com/watch?v=578_i-kVO2Q

Tak for mørkets komme,
lyset er brugt op;
som en lygte i min lomme
venter dagens krop.

Tak min elskede for lyset,
solens fine stråleflig,
tak for vind og himmelgyset
allersaligst lykkelig.

Tak for jeg fik smør på brødet
samt lidt mere til,
fordi bondens mark blev gødet.
Jeg vil synge, ja jeg vil.

Tak for alle gode gaver,
trøstens ord imellem os,
når vi sindigt går og traver
for at byde fjenden trods.

Tak for nattens himmeldrømme;
dagen bliver tæt og god
midt i verdens vrimmelstrømme,
hvor vi gik, og hvor vi stod.

Knud Kappelgaard

Helvede sin vilde ild

Helvede sin vilde ild
slukker i en kilde mild,
slagter kun sin sparegris
på en bænk i Paradis.

Slangen kryber i sit hul,
graden falder under nul,
sneen falder til mit knæ,
hvor den lægger sig i læ.

I en kurve fra sit skjul
rejser kirken sig til jul,
rejser sig som Jesu lem
inde i Jerusalem.

Op dog Zion, ser du ej

Op dog Zion, ser du ej
Herren på den slagne vej
i triumf på korset stå
der, hvor han i graven lå.

Korset bygger evig bro
mellem kærlighed og tro,
gennem døden går en vej
gennem marts, april og maj.

Fast grund under fødderne
lukker sig om rødderne,
som vi gule trækker op
af en flaske som en prop.

Helligånden slipper ud
som et sendebud fra Gud
med en hilsen fra Guds søn,
som fór op til himmelen.

Jesu legeme og blod,
hans velsignelse og fod
leder os i liv og død
og gør os til vin og brød.

Hvor Guds øje stråler ned
til os med sin kærlighed,
knæler Zion ned i skam
i Det ny Jerusalem.

Susanne i badet

Susanne i badet
løfter sin ynde
og lærer selv Helvede
ærligt at synde.

De sorteste djævle
falder til føje
og ser med et voksende
inderligt øje.

De ser gennem ruden
i Paradis inde,
hun gør, hvad i Helved de
selv har i sinde.

Tak for turen

Tak for turen i lyset af dit ansigt,
selv om jeg gik med skyklapper på;
men din stemme ledte den blinde,
og din stemme tilhørte hende - der så.

Så hun en loppe, et æsel, en tyr:
et eller andet forfærdeligt dyr,
som kun for omkring uden mål eller med,
hvis ikke hun bandt det, og slog det ned?

Det gjorde hun næppe! Her er, hvad hun så:
En vinterfrakke af fineste ruskind,
af fineste ruskind, der er, hvad hun så
og (hviskende) en bikini af Pusjkin.